Vi har tidligere boet i dette dejlige hus i Egå i mange år. Oprindeligt var det et 70’er hus, men da vi købte det, blev alt revet ned, undtaget ydervæggene. Vi kunne ligeså godt have revet det hele ned og bygget et helt nyt hus. Men det var der ikke nogen, der fortalte os, heller ikke den arkitekt, vi havde hyret. Ja faktisk tænkte vi heller ikke selv tanken. Så alt blev bygget op igen og bygget til, nyt tag, nye vinduer og døre. Det blev præcis, som vi ville have det.
Et kig ud over Aarhus bugten og helt til Mols
Træterrassen bag huset, var vores åndehul. På en stille søndag morgen kunne vi tøffe herud i nattøj med en kop kaffe i hånden og se solen stå op ude over vandet.
Mange frokoster er indtaget her og et koldt glas vin er nydt på en varm sommerdag, mens sejlene fra kitesurfere på bugten lyste op, når de stod ud fra stranden nedenfor. Ofte sad vi her med gæster til langt ud på natten, mens vi kunne se lysene fra Mols i horisonten. Udsigten herfra vil vi altid savne.
Det tog 3 år, at beslutte os for at sælge huset. Men alt har sin tid, vi er videre og har kun gode minder med derfra. Udsigten over vandet, hvor solen stod op og kig til Mols, vil vi dog altid savne.
Køkkenet var både madværksted og samlingspunkt
En anden ting, vi ofte savner, er det store lækre køkken, hvor der var plads til de store gastronomiske udfoldelser. Med en stor familie, var det skønt med 2 ovne i køkkenet til de store højtider som jul, nytår, påske og pinse. Den store køkkenø var altid samlingspunktet, når vi havde gæster. Her blev der altid hængt ud.
Et douchetoilet kan man nemt blive afhængig af. Det er ren velvære…..
Et douchetoilet, der rengør med vand er den lille daglige luksus, man hurtigt vænner sig til.
Med et enkelt tryk på fjernbetjeningen, kommer der en blid stråle med 37° varmt vand, der rengør efter toiletbesøg. Det er en ren fornøjelse og noget man ikke vil undvære, når man først har vænnet sig til det. I vores nye hus har vi derfor været nødt til få installeret douchetoiletter på begge badeværelser.