Flæskesteg med rødkålssalat

En god steg

Flæskesteg er en sjælden gæst på vores bord, bortset fra juleaften, hvor den er et must. Jeg har prøvet, om jeg kunne lave lidt om på julemaden, men fik at vide af både unge og ældre i familien, at julens traditioner skulle jeg ikke pille ved. Det respekterer jeg selvfølgelig. Men nu skulle vi så have flæskesteg, sådan bare fordi og i stedet for kartofler, sauce og rødkål, blev den serveret med en dejlig rødkålssalat med Mormor-dressing uden sukker.

Flæskestegen var på tilbud og var noget større, end hvad jeg skulle bruge. Jeg stegte hele flæskestegen, så der var steg til mere end én dag og resten kom i fryseren.

Rødkålssalaten er dejlig frisk og man kan selvfølgelig garnere den med forskelligt frugt og nødder. Til denne rødkålssalat valgte jeg granatæblekerner, tørrede tranebær, blåbær og Cashewnødder, der lige blev ristet på panden. Når vi nærmer os julen, kommer jeg appelsinfileter, blå druer og valnødder i. Opskriften på Mormor-dressingen uden sukker, lånte jeg af @dethandlermestommad.

Vidste du, at man med fordel kan massere rødkålen. Ja, du læste rigtigt! Snit rødkålen ganske fint og kom den op i en stor skål med en spsk. god olie og 1 tsk. groft salt. Så går du igang med at massere rødkålen i nogle minutter. Rødkålen bliver blødere, frigiver bitterstofferne og bliver mildere i smagen. Samtidig er den lettere at fordøje. Du kan med fordel massere alle typer kål.

 

Ingredienser 4 personer

  • 1 stk. Svinekam
  • Middelhavssalt
  • 600 gr. Rødkål, fintsnittet
  • 1 spsk. Olie
  • 40 gr. Blåbær
  • 40 gr. Tranebær, tørrede
  • 40 gr. Granatæblekerner
  • 25 gr. Cashewnødder eller andre nødder

 

Dressing af:

  • 1,5 dl. Piskefløde 38 %
  • 2 spsk. Citronsaft
  • 3 spsk. Sukrin melis (kan udelades)

 

Blommekompot af:

  • 5-6 Blommer
  • 20 gr. Smør

 

Sådan gør du

Flæskestegen tages ud af køleskabet 1 time inden den skal i ovnen. Tjek, at alle svær er ridset hele vejen over stegen (kun ned til kødet). Kom Middelhavssalt ned mellem hver svær og lidt ovenpå. Læg flæskestegen på en rist i en lille bradepande. Lad stegen stå på køkkenbordet, til den skal i ovnen.

Opvarm ovnen til 200°C og stil flæskestegen ind i ovnen, når temperaturen er opnået. Steg i 20 minutter. Hæld 1/2 ltr. vand ned i bradepanden og skrue ned for temperaturen til 180°C og steg i ca. 90 minutter, afhængig af hvor stor/høj flæskestegen er. Tjek at der er vand ved flæskestegen under stegningen.

Når stegetiden er udløbet, kan du hælde væden fra og give stegen en gang grill, for at få helt knasende, sprøde svær.

Skal du bruge væden til sauce, kan du lægge et par halve løg, porre eller anden grøntsag ned i bradepanden under stegningen. Det giver en kraftigere sky. Jeg skulle ikke bruge skyen, men da det er det rene guld, hældte jeg den på et glas og puttede den i fryseren til en anden gang.

Rødkålen snittes fint og masseres med olie og salt. Lad den stå og trække. Inden servering hældes den op i et dørslag, så overskydende væske løber af. Læg den på et fad og bland med frugt og nødder. Gem lidt til pynt.

Piskefløde, citronsaft og Sukrin melis kommes i en beholder eller glasflaske med låg og rystes sammen. Hældes over rødkålssalaten inden servering eller serveres til.

Blommerne vaskes og skæres ud i både. Smørret smeltes på en pande og blommerne steges ved medium varme, til blommekompotten jævner sig selv. Synes du, den skal sødes en smule kan du bruge 1 tsk. Sukrin melis eller Sukrin gold, hvis den skal være sukkerfri – ellers blot 1 tsk. sukker.

Pr. person ved 150 gr. flæskesteg er der 699 kcal – 34 gr. protein, 30 gr. kulhydrat, 30 gr. fedt. 

Indlæg oprettet 72

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen