Svinemørbrad i svampesauce

Helstegt svinemørbrad i cremet svampesauce

Helstegt svinemørbrad i svampesauce er rigtig lækkert som weekendmad eller til gæster. Det er en nem ret at lave, der ikke kræver lang tid i køkkenet. Jeg har brugt en svampemix med både Karljohansvampe, Østershatte, Bøgehatte og markchampignon i. Det giver en dejlig intens smag.

Retten her er til 2 personer og der er brugt 250 gr. svampe. Det er måske lige i overkanten til 2 personer, men jeg synes, at det afhænger lidt af, hvad man får dertil af garniture. Vi fik blot broccoli til. Man kunne også sagtens servere grønne bønner til, som var min oprindelige plan. Desværre var de ikke så pæne lige den dag i supermarkedet, så det blev broccoli.

Jeg har også stegt en hel svinemørbrad, men havde noget tilovers til næste dag. Det er altid dejligt med rester.

Ingredienser 2 personer

  • 1 hel Svinemørbrad, afpudset
  • 250 gr. Svampemix
  • 1 Bananskalotteløg
  • 1/4 l. Piskefløde
  • 1-2 tsk. Citronsaft
  • Smør til stegning af svampe og mørbrad
  • 1 kvist Timian
  • Salt og friskkværnet peber
  • Granatæblekerner til pynt
  • Broccoli
  • Vælg økologiske råvarer

 

Sådan gør du

Svinemørbraden afpudses, hvis du ikke har købt den afpudset hos slagteren.

Svampene rengøres: skær det nederste af roden på svampene og børst forsigtigt eventuel jord af dem. Undgå at skylle dem, da de vil suge vand og blive bløde. Svampene skæres i ret grove stykker.

Skær skalotteløget i fine små tern. Skyl og del broccolien i buketter.

Granatæblekernerne kan købes. Køber du et helt granatæble, tages kernerne ud heraf.

Kom salt og peber på mørbraden. Kom rigeligt smør på panden og brun mørbraden på alle fire sider, så den får en fin stegeskorpe. Vend den, mens den steger. Hvor lang tid den skal steges, afhænger af størrelsen og hvor meget varme, du steger ved. Tryk på mørbraden med jævne mellemrum og når den ikke længere føles blød, men giver lidt efter, er den færdigstegt og stadig rosa indeni.

Pak den ind i madpapir og et viskestykke og lad den hvile i ca. 10 minutter.

Kom smør på panden og steg svampene ved relativt høj varme sammen med en kvist timian og skalotteløget. Kom piskefløden ved og lad den koge ind, til den har en passende konsistens. Smag til med salt og friskkværnet peber samt citronsaft.

Skær svinemørbraden i passende skiver og anret med svampesaucen. Pynt med granatæblekernerne og server garnituren til.

Velbekomme!

Indlæg oprettet 72

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen