Hjorths Badehotel i Kandesterne

Nærvær, ro og fordybelse

I Kandestederne ud til Vesterhavet syd for Skagen ligger Hjorths Badehotel. Det er som at træde ind i en tidslomme, hvor det gamle badehotel fra 1890, ligger gemt bag store gamle træer, hvor kun fuglenes sang bryder stilheden. Jeg kan se for mig, at her ved bordene under træerne, har kunstnere, forfattere og andet godtfolk siddet med stråhatte, hvide storskjorter og lette sommerkjoler og tænkt tanker, mens de har drukket kaffe eller spist højt belagt smørrebrød.

Værelserne er helt som de skal være på et gammelt autentisk badehotel. Her er det som at komme tilbage i tiden til ferierne hos min bedsteforældre. Den store gamle ecru-malede seng med hovedgærde og sengegavl, er som dengang. Men heldigvis er der nye gode madrasser, der sendte os direkte i drømmeland, så snart vi lagde hovedet på puden. Al den friske luft og roen på hotellet, har måske også medvirket til den gode nattesøvn. Et gammelt skab, et toiletbord og en kurvestol udgjorde indretningen. Men hvem behøver mere, når man alligevel drages af lyset og udsigten gennem vinduerne.

Fra værelserne kan man se langt ud over Milen, klitterne og den smukke natur med det magiske lys.

På Hjorths Badehotel er der ingen tv elle WiFi, så man kan lige så godt overgive sig til nogle dage med nærvær, ro og fordybelse. Her er god tid til bare at være og begive sig hen til en svunden tid, nøjagtigt som i TV serien “Badehotellet”. Når der blev ringet ind til aftensmaden, så jeg helt klart FIE for mig og klaveret i opholdstuen stod blot og ventede på, at hr. Weise trådte ind og spillede “We’ll meet again, Don’t know where, Don’t know when. But I know we’ll meet again some sunny day”.

Inden aftenens middag samledes alle gæster i dagligstuen kl. 17.30 til Cocktails. Det er en rigtig hyggelig tradition, hvor gæsterne bliver rystet sammen og snakken går. Præcis kl. 18 blev der ringet ind til middag. Det var dog ikke FIE, men kokken der havde fået den tjans at gå rundt og ringe med klokken. At alle går til bords på samme tid og spiser sammen er også rigtig hyggeligt. Middagen foregår i den fine spisesal med udsigt til haven og de store træer.

Fredag aften fik vi en 5 retters menu bestående af svampetoast, Skagenfrisk jomfruhummer i tomatiseret bisque, Bøf med urte’naise, Badehotellets danske oste og til dessert en frossen chokoladekage med danske jordbær. Lørdag aften stod den på Vagtel, Pankostegt Fiskepind med nye kartofler og Isbombe a la Rødgrød med fløde. Køkkenchefen havde gjort sig umage og maden smagte dejligt. Dog var jeg ikke helt enig i hans kreative indslag lørdag aften med serveringer på henholdsvis sten fra stranden og skovbund. Når maden er godt tilberedt, behøver den ikke camoufleres. Men smagen kunne man ikke klage over.

Opholdet bød også på en dejlig naturvandring i Klitterne med en gæv gammel Skawbo, der er naturvejleder og hedder Villy. Udover, at han vidste alt om, hvad naturen kunne byde på undervejs af planter og blomster, vidste han også alt om, hvad de kunne bruges til. Han var en mester udi at brygge Bjesk og det var præcis, hvad hans taske indeholdt. Der blev gjort 3 stop undervejs, hvor vi smagte på Bjesk af Enebær, Tranebær og Slåen. Alt lagret minimum 3 år og filtreret og plejet undervejs. Det var også velfortjent med små pauser, da der var en del klitter, der skulle forceres op og ned i en uendelighed. Godt, at Villy kendte klitterne som sin egen bukselomme, for vi andre ville bestemt have faret vild derude.

Lørdag eftermiddag var der vinsmagning i dagligstuen. Forpagteren af Hjorths Badehotel Mikael Valentin vidste alt, hvad der var værd at vide om vinene og hvor de kom fra. Det var gode vine og ikke i den billigste prisklasse. Efter vinsmagningen kunne vi lige nå op og skifte tøj, inden vi skulle ned til Cocktails i dagligstuen igen, hvorefter der blev ringet med klokken til aftenens middag.

De 3 dage på Hjorths Badehotel gik hurtigt selvom man følte at tiden stod stille her på hotellet og i det smukke landskab. Men vi nåede at få sænket skuldrene og slappe helt af, inden vi igen skulle tilbage til det pulveriserende liv.

Indlæg oprettet 72

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen