Salat med varmrøget laks og rejer

En lækker salat toppet med blåbær og brombær

Denne lækre salat med varmrøget laks, grønne asparges og avocado på en bund af hjertesalat er toppet med blåbær og brombær. Salaten er en rigtig forårs- og sommerspise. De nye asparges er sprøde og velsmagende lige nu, hvor de er i sæson.

Salaten med varmrøget laks og rejer kan spises som en selvstændig ret til frokost eller aftensmad, eventuelt med et stykke brød til. Men den er også en rigtig fin forret til gæster. De smukke farver og de lækre smage, der klæder hinanden, er en god optakt til hovedretten.

I salaten er der græskarkerner. De bliver ekstra velsmagende, hvis de ristes på en tør pande. Men hold øje med dem, de kan nemt få for meget. Du kan selvfølgelig også bruge andre kerner, som eksempelvis pinjekerner. Du kan også bruge pistacienødder, der også passer fint ind i farvetemaet. De behøver ikke ristning.

Jeg kan anbefale at købe den varmrøgede laks frisk hos en fiskehandler. Der er så stor smagsforskel på disse, sammenlignet med dem man får vakumpakket i supermarkedet.

Spis salaten blot med en god oliven- eller avocadoolie over eller med en god dressing til.

Ingredienser 2 personer

  • 100 gr. Hjertesalat eller anden salat
  • 20 gr. Babyspinat
  • 60 gr. Asparges, grønne
  • 60 gr. Forårsløg
  • 140 gr. Agurk
  • 70 gr. Avocado
  • 200 gr. Varmrøget laks
  • 200 gr. Rejer
  • 20 gr. Græskarkerner
  • 60 gr. Blåbær
  • 60 gr. Brombær
  • Vælg økologiske råvarer

Sådan gør du

Skyl alle grøntsager og skær dem i passende stykker. Del avocadoen og dryp den med citron, så den ikke bliver brun. Rist kernerne på en tør pande, men hold øje med dem.

Anret på en tallerken eller i en lille skål eller dyb tallerken. Top med kerner og bær.

Bruger du denne salat som en selvstændig ret til aftensmad, vil der være rigeligt til 2 personer. Bruger du den som frokost eller forret, skal du nok lave den lidt mindre.

Jeg serverede denne salat med varmrøget laks og rejer med en skøn dilddressing lavet på Creme Fraiche. Se opskrift HER.

Pr. person 533 kcal – 50 gr. protein, 14 gr. kulhydrat, 35 gr. fedt. 

Indlæg oprettet 72

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen